Julens mulighed for indre vækst

Denne tekst skal ses som et supplement til blogindlægget De 12 hellige nætter 


Julens mulighed for indre vækst

– med den største kærlighed som lærred

Jeg indvier den ånd, der fødes i mig, til tjeneste for kærligheden ånd

Citeret fra Årets rytme af Harriet Koch, med undertitlen Astrologiske betragtninger

Før indgangen til enhver stor højtid møder vi tærsklens vogter i form af en gennem livets omstændigheder skabt lejlighed til at overvinde noget i os selv eller til at forsage noget, for senere engang at kunne modtage noget større derfor.
Som påsken kun kan nås gennem den stille uge, således når man kun indgangen til Julen gennem festen før fødslen. Offerets tyngdepunkt ligger i ”Forfærdelsens Fest”. Man kan også – og bedre – kalde den ”Forsagelsens Fest”. Denne forfærdelse holder sig kun så længe, som eleven viger tilbage for offeret. Kæmper han sig igennem til offervilje, svinder også forfærdelsen; den opløser sig i en stor beredvillighed til kærlighed og tjeneste. Dette er indvielsens fest.  Formlen for denne fest lyder: Jeg indvier den ånd, der fødes i mig, til tjeneste for kærligheden ånd. Under tiden oplever eleven forfærdelsens højtid som en stor Gudsfjernhed, som han hele året igennem ikke har kendt. Det åndelige blev i Julenatten født ned på Jorden. Nu river det sig løs; det ofrer sig, for det mørke. Den elev, som er åben for årskredsløbets tildragelser, fornemmer også dette. Han overvinder denne prøvelse, når han følger tildragelsernes rytme og ikke agter på sin egen tilstand, men viser sig til tjeneste for andre.


Stenbukken
22. december – 20. januar

Den 22. december sætter tegnet Stenbukken sin indflydelse ind. Nu virkeliggøres lysets fødsel i den åbenbarede skabning. Dette er årets største tildragelse. Begivenhederne i de sidste tre måneder stillede mod dette mål, og de de næste måneders begivenheder er et resultat af denne fødselsstund.
Født af Gud bliver hele skabningen engang om året bespist af urkraften, hvorfra den udgik.
Lohengrin: ”Årligt nærmer sig fra himmelen en due – for på ny at styrke dens vidunderkraft”.

Jorden modtager verdenssakramentet.
Den modtager det i årets midnatsstund. Kun ved midnat kan brudgommen komme. Da tier det ydre, og lukket udadtil åbner alt sig indefter. I midnatstunden afløser den ene rytme den anden. Jordens indadrettede kræfter vender sig i Julenatten igen udefter, båret af den åndelige sols lys. Under indstrømningen af disse lys- og kærlighedskræfter gløder vor Jords fineste bærere, Gralen gløder og mennesker , planter og dyr tager del i årsgaven og skaber ud af dens kraft væksten for det kommende år.
Eleven, der kender Julenatsbegivenhedernes hellighed og betydning, vil forberede sig på det omhyggeligste dertil. Han vil rense sit legeme. Han vil – før han påbegynder Julenætterne – se tilbage på det svundne år. Han vil nøje prøve, måned efter måned, at søge at erkende, hvor han har gjort fejl, hvori han har forårsaget vildfarelser, og hvori hans indre vækst viser sig. Han vil også søge at forsone sig med alle sine medmennesker og at indtræde i Julenatten, osm trådte han ind for Guds åsyn.

I Julenatten kan eleven kun modtage bedende. Han tør ikke tro, at han nu vil opleve noget særligt. Intet mærkeligt vil ske; men lyskræfterne gennemtrænger umærkeligt, men uimodståeligt hele hans væsen. Eleven er sig nu bevidst, at hna modtager den kraft, der kan helbrede alle hans legemes, sjæls og tankes svagheder, og denne lyskraft vil i årets løb brunde dte, som i Julenatten er blevet særlig levende og særlig befrugtet, til udfoldelse.

Således bliver det gode genne Julenatsgaven bedre og det onde værre. Den, der i Julenatten søger det kødelig slægtskab, vokser fastere ind i blodets bånd. Den, der vil spise og drikke godt, bliver nu til materialist. Den, der ikke kan beherske sin uvilje, vil få meget vanskeligt ved at beherske sin vrede. Den, der frimodigt kan indstille sig på Julenattens velsignelse, der flyder fra FADERENS hjerte, vokser stadig mere og mere i forholdet til ham. Det guddommelige barn i ham kan nu blive født. Hans bøn i Julenatten er: ”Komat bo i mig! Lad mit hjerte her på Jorden blie Dig ene helligdom!” – eller ”Som de sarte blomster villigt udfolder sig, og Solen står stille, lad således mig – still og glad – fatte dine stråler og lade Dig virke.”

Det, som andre modtager ubevidst, det modtager eleven bevidst, og gennem denne bevidste modtagelse af Julenatsgaven bliver han præst i ordets videste forstand og kalal for det højeste her på Jorden. Han forsøger at indrette det sådan, at han ikke træder ind i Julenatten, overanstrengt i det ydre. Den sædvanlige Juletummel stiller de højeste fordringer til menneskets ydelse og nervekraft. Det er en af Modpartens opfindelser og har til følge, at den overtrætte, overnervøse og forvirrede – trods alle ydre gaver – opnår det fulde omfang af sin egentlige årlige lys-gave.
I Julenatten er alt ganske enkelt og selvfølgeligt, og netop det enkle og selvfølgelige er forklaret. I alt skimtes hans barnlige ansigt (Novalis), Guds eget væsen har fint og uimodståeligt opfyldt Jordens væsen. Eleven fornemmer en uendelig befrielse. Han foretager sig intet mere. Han er blevet ganske barnlig og ikke-villende. Han har alt, en storhed, som han næppe kan fatte. Hans hjerte udvider sig, han bliver helt og fuldt en modtager.

Juletiden deler sig i 12 dage og 12 nætter. De tolv hellige nætter har altid været kendt af den vidende og også af folkene; men det er ikke rigtigt, ud fra disse nætters drømme, nysgerrigt og overtroisk at udspejde de kommende 12 måneders tildragelser. Vor stræben skal kun være den at optage velsignelsens kræfter. Hver af disse nætter modtager vi kraften fra den tilsvarende måned, og denne sætter os så i stand til at løse denne måneds opgave, når den træder frem for os.

De 12 store Årets Herrer står i de hellige nætter ved de kommende tildragelsers vugge, og enhver af dem giver os af sig selv i det forhold, som vi kan optage dem i os. Vor stræben skal i disse 12 døgn hæve os over vort lille selv i forholdet til vore medmennesker. De i Juletiden virkende kærlighedskræfter gør det let for os. Der igennem indvier vi det kommende år med alle dets store og små tildragelser. Vi vil også blive dets opgaver voksne, og det prøvelser vil hæve os over os selv. Dermed er de hellige nætter afsluttet. Man har oplevet meget, og mangen elev bliver klar over, at der anderledes med ham end før. Derfor må meget nu gøres om og laves andersledes. Eleven har trang til at skaffe nye forbindelser til sin livskreds. Årets kræfter er dog endnu ikke sa i gang; derfor er alt undertrykt, dæmpet og slumrende. Det træder endnu ingen ny opgaver frem for os. Derfor det det rigtigt i denne tid at spare sine kræfter og vente med sine planer.

De, der ikke kan det, forspiser sig i anden del af Stenbukkens tid ofte på ydre opgaver og ved i mangel af sådanne opgaver ikke, hvad de skal, og dog er netop denne tid meget kostbar.
De tjener, som det hedder i Mabel Collins ”Når Solen går med Nord” ”Kærlighedens Vigilie”. Eleven må bestandig søge at befæste sig selv i den modtagne ”Julenatsgave”. Han må slå rødder i den grund, han fandt i Julenatten. Endnu vokser han altså hovedsagelig indefter. Denne indre vækst er en betingelse for alt videre fremskridt. De ydre ting står eleven i denne tid sorgløs og barnlig overfor.

 

13-14.12
Vandbæreren
Jeg er livets vand, som udgydes for tørstende mennesker

14-15.12
Fisken
Jeg forlader Faderens hus, og idet jeg vender tilbage, frelser jeg

15-16.12
Vædderen
Jeg træder frem, og fra tankens plan hersker jeg

16-17.12
Tyren
Jeg ser, og når øjet åbnes er alt lys

17-18.12
Tvillingerne
Jeg erkender mit andet selv, og når dette selv toner bort, vokser og stråler jeg

18-19.12
Krebsen
Jeg bygger et oplyst hus, hvori jeg dvæler

19-20.12
Løven
Jeg er det, og det er jeg

20-21.12
Jomfruen
Jeg ved at kærligheden er i alt skabt. Jeg vil tjene mine medvæsner

21-22.12
Vægten
Jeg vælger den vej, der går mellem de to store kraftlinier

22-23.12
Skorpionen
Kriger er jeg, og fra kampen står jeg sejrrig frem

23-24.12
Skytten
Jeg ser målet. Jeg når dette mål, og derefter ser jeg et andet

24-25.12
Stenbukken
Hensunken er jeg i overjordisk lys og vender dog dette lys ryggen

 

Sædekorn for de 12 hellige nætter efter jul

Jeg vier den ånd, som fødes i mig, til arbejde i kærlighedens tjeneste
Mit sande hjem skal være kærligheden helligdom. Jeg vil lyde kærlighedens lov.
Jeg modtager mit ret til at give kærlighed og husker, at jeg ingen ret fik til at fordre den
Jeg er optaget i lysets hær og vil gøre alt for at udfylde min plads
Jeg påtager mig frivilligt at arbejde for helhedens vel
Skønt delt, er vi ét. Jeg vil værne om enheden
Hvad solen er for naturen, er kærlighedens varme for vort indre liv. Jeg vil beskytte og nære hjertets kildevæld
Jeg er ét med faderen, den åndelige solkraft, der gennemgløder alt. Derfor har jeg intet at frygte.
Jeg ved at kærligheden er i alt skabt. Jeg vil tjene mine medvæsner
Jeg vil tilgive dem, som jeg mener gør mig uret. Kærlighed og tilgivelse er ét
Jeg giver af mit hjertes fulde skaberkraft, som jeg fik af kærligheden. Dette er mit løfte
Kærligheden er den eneste skaber, den eneste hersker. Kærligheden er min bue og min pil, mit løfte og min løn

Den 6. januar = den 13. dag, er taknemmelighedens dag <3

 

Denne tekst skal ses som et supplement til blogindlægget De 12 hellige nætter 

 

En tanke om “Julens mulighed for indre vækst

  1. Pingback: De 12 hellige nætter - Humantium

Kommentar er lukket